Vin smager bedst når prisen er høj


Jo mere en flaske vin koster, jo mere nyder vi at drikke den. Uanset smagen. Det viser en splinterny undersøgelse fra en gruppe forskere i Californien.

Det siges, at forventningens glæde er den største. Men faktisk kan forventningen i sig selv også snyde ens sanser og påvirke, hvordan vi oplever en given situation. En gruppe forskere fra Stanford Graduate School of Business og California Institute of Technology har fundet ud af, at fordi folk forventer, at dyre vine smager bedst, så snyder de ofte sig selv til at tro, at dyr vin smager bedre end billig. Uanset smagen.

En gruppe forsøgspersoner blev sat til at smage på den nøjagtig samme vin, men blev fortalt, at der var tale om vine på forskellige prisniveauer. Og deres nydelse ved at drikke vinen steg i takt med de falske prisskilte. Og det var ikke bare deres egne vurderinger af vinene, der var bemærkelsesværdige. Forskerne kunne også måle større aktivitet i den del af hjernen, som registrerer nydelse, når forsøgspersonerne blev fortalt, at der var tale om en dyr vin.

- Vi har længe vidst, at folks oplevelser bliver påvirket af markedsføring. Nu ved vi også, at selve hjernen bliver påvirket af prisskilte, siger Barbara Shiv, der er professor ved Stanford Graduate School of Business.

Hun og hendes kollegers nye forskningsresultater blev mandag offentliggjort i tidsskriftet, Proceedings of the National Academy of Sciences.

Ny supervin skal kunne forlænge livet


Kinesiske forskere er ved at udvikle en supervin, der angiveligt kan forlænge dit liv. Metoden er seks gange så højt indhold af stoffet resveratrol, der har betydning for, hvor gamle vi bliver og hvor udsatte vi er for en række forskellige hjertesygdomme.

Lev længere og nedsæt risikoen for hjertesygdomme. Bare drik rødvin.

Sådan kunne reklamen for en ny superrødvin af genmodificerede druer med særlige helsebringende egenskaber lyde, og måske er vinen snart på vinkortet. I hvert fald er kinesiske forskere i fuld gang med deres forsøg, skriver New Scientist.

Rødvin indeholder et stof, der hedder resveratrol. Stoffet har ifølge forskere en mængde gode egenskaber - bl.a. har det betydning for, hvor gamle vi bliver og hvor udsatte vi er for en række forskellige hjertesygdomme.

De kinesiske forskere er i gang med at udvikle en vin, som er lavet af druer, der indeholder seks gange så meget resveratrol som normale druer.

Vild kinesisk drue
Yuejin Wang og hans kolleger på Northwest Agricultural og Forestry University i Yangling i Shaanxi-provinsen laver supervinen ved at genmodicere traditionelle vindruer med et ekstra gen fra en vild kinesisk drue. Navnet på genet er Vitus pseudoreticulata, og i forsøg har det vist sig, at det har en særlig evne til at sætte gang i produktionen af resveratrol.

Egentlig var forskernes opgave at udvikle druer, som er modstandsdygtige over for sygdomme. I den forbindelse spiller stoffet resveratrol også en rolle, men nu er forskerne altså også godt på vej til at at udvikle en drue, der kan bruges til at lave en ganske særlig vin for dem, der ønsker et langt liv.