Ben Glaetzer forhandles nu gennem Vinens Verden i Odense


Danske vinhandlere er i verdensklasse, når det gælder om at trykke priserne i bund.

Det skal de have ros for af os forbrugere, der er tilsmilet af enestående fordelagtige vinpriser, når vi sammenligner os med andre lande. Hvis man vil have en kontant anskuelighedsundervisning i vore hjemlige velsignelser, kan man bare checke vinpriserne i det monopoliserede Norge. Et-nul til liberalismen her.

Den benhårde konkurrencen omfatter også menneskehandel – altså på den pæne måde. Importørerne konkurrer – tit med slagkraftige våben – om de bedste producenters gunst, hvorfor et berømt vinmærke ofte flytter sig fra én forhandler til en anden. Følelsesudladningerne bag kulisserne er ofte drabelige.

Den australske vinmager Ben Glaetzer forhandles nu gennem Vinens Verden i Odense. Ben Glaetzer er verdensberømt for sine monumentale Shirazvine, hvor Amon-Ra er ubetalelig kult. Heldigvis leverer den gode Ben også en serie billigvine – bl.a. Heartland, hvor enhver kan være med og nyde godt af hans ubestridelige talent til en behersket pris.

Heartland Stickleback er lige på og hårdt på den gode måde: En teknisk kompetent komposition af Cabernet Sauvignon, Shiraz og Grenache, der viser, hvor ren, rank, kølig og veldefineret vin, Australien kan levere for en så beskeden pris som 60 kroner. Er man mere til italiensk overdådighed, og sætter man pris på flødekarameller, kaffebønner og vanilje, så gå en tur i Brugsen og udnyt det favorable tilbud på Il Passo di Sabina 2006 – en ødsel lettilgængelig charmebasse.


Heartland Stickleback Cabernet Sauvignon

Shiraz & Grenache 2006, Australien – skruelåg

Franskmænd køber Gammel Dansk


Pernod Richard har betalt 55 mia. svenske kr. for den svenske spiritusproducent, Vin & Sprit, der også står bag Gammel Dansk og Aalborg-snapsene.

Vin & Sprit i Sverige er mandag blevet solgt til Pernod Richard. Den samlede salgspris er 55 mia. skr.

Pernod ventes at fastholde Vin & Sprit som et svensk selskab. Den endelige gennemførelse af transaktionen ventes at ske i første halvdel af sommeren.

Carlsberg har tidligere ytret interesse for en del af Vin & Sprit.

Vin & Sprits største mærke er Absolut Vodka, men de gode danske produkter Gammel Dansk og Aalborg snapsene er også en del af det svenske foretagende, så de bliver nu også franskejede.

Vin skader hjernen mere end øl


Forskere mener, at vin er mere skadeligt for hjernen end øl og spiritus - fordi det kan give skrumpehjerne. Det menes, at øls indhold af B-vitamin og folat bidrager til at nedbryde giftstof i blodet.

Det handler om hippocampus, den del af hjernen, der har med hukommelse at gøre. Det er den del af hjernen, der først rammes af Alzheimers. Vin får hippocampus til at skrumpe. Og den nyhed kommer nok bag på de mange vindrikkere, der gerne tager et glas eller to med henvisning til dets helbredsmæssige fordele.

Især kvinder ser ud til at blive ramt. Og kvinder drikker netop ofte mere vin end øl.

Undersøgelsen, der omtales i tidsskriftet "Alcohol and Alcoholism" er baseret på hjernescanninger af mennesker, der har fået diagnosen alkoholiker. De viste, at hippocampus, som sidder dybt i hjernen, er op til 10 pct. mindre hos alkoholikere.

Lederen af det psykiatriske team bag undersøgelsen siger, at det er den første undersøgelse, der afdækker alkoholmisbrugets indflydelse på hjernen.

Hjernen rammes
Når hippocampus rammes, betyder det at hukommelse, orienteringsevne og evnen til at bedømme afstande bliver påvirket.

Forskere fra universitet i Göttingen, Tyskland har desuden afdækket, at øldrikkere har det laveste indhold af giftstoffet homocysteine i blodet. Høje niveauer af homocysteine forbindes med højere risiko for hjerteanfald, demens m.m. Det menes, at øllets indhold af B-vitamin og folat bidrager til at nedbryde homocysteine.