Ben Glaetzer forhandles nu gennem Vinens Verden i Odense


Danske vinhandlere er i verdensklasse, når det gælder om at trykke priserne i bund.

Det skal de have ros for af os forbrugere, der er tilsmilet af enestående fordelagtige vinpriser, når vi sammenligner os med andre lande. Hvis man vil have en kontant anskuelighedsundervisning i vore hjemlige velsignelser, kan man bare checke vinpriserne i det monopoliserede Norge. Et-nul til liberalismen her.

Den benhårde konkurrencen omfatter også menneskehandel – altså på den pæne måde. Importørerne konkurrer – tit med slagkraftige våben – om de bedste producenters gunst, hvorfor et berømt vinmærke ofte flytter sig fra én forhandler til en anden. Følelsesudladningerne bag kulisserne er ofte drabelige.

Den australske vinmager Ben Glaetzer forhandles nu gennem Vinens Verden i Odense. Ben Glaetzer er verdensberømt for sine monumentale Shirazvine, hvor Amon-Ra er ubetalelig kult. Heldigvis leverer den gode Ben også en serie billigvine – bl.a. Heartland, hvor enhver kan være med og nyde godt af hans ubestridelige talent til en behersket pris.

Heartland Stickleback er lige på og hårdt på den gode måde: En teknisk kompetent komposition af Cabernet Sauvignon, Shiraz og Grenache, der viser, hvor ren, rank, kølig og veldefineret vin, Australien kan levere for en så beskeden pris som 60 kroner. Er man mere til italiensk overdådighed, og sætter man pris på flødekarameller, kaffebønner og vanilje, så gå en tur i Brugsen og udnyt det favorable tilbud på Il Passo di Sabina 2006 – en ødsel lettilgængelig charmebasse.


Heartland Stickleback Cabernet Sauvignon

Shiraz & Grenache 2006, Australien – skruelåg

Ingen kommentarer: