Spanien: En vinøs geografilektion


Mange ved alt for lidt om Spaniens mange potentialefyldte vindistrikter. Flere testede vine får fem stjerner.
Fornemmelsen for selv større spanske områder som La Mancha og Jumilla er lettere tåget – i hvert fald på mit indre geografikort. Ribera del Duero er placeret i det nordlige centrale højlands Spanien, og Ribera del Duero fortjener langt større opmærksomhed, da kvaliteten ofte er tårnhøj. Det samme er priserne desværre også.
Når man af og til snubler over moderat prissatte Ribera-vine, er de værd at ofre ekstra opmærksomhed. La Planta 2006 til beherskede 79 kr. giver valuta for hver en krone. Den er et strålende eksempel på, at selv en magtfuld og stærk vin sagtens kan opføre sig kultiveret. Mens vi nu er ved geografilektionerne, kan vi springe over til Italien på jagt efter endnu en fremragende vin og lede efter Salice Salentino. Vi finder området i Apulien – og det vil sige nede på hælen i den italienske støvle. Et varmt kystnært klima giver vine, der ofte mere udmærker sig ved solbrændthed end ved detaljerigdom og rankhed.
Ugens anden topscorer, Centopietre Rosso 2004, bærer også præg af masser af solskin, men gør det på den gode måde: koncentreret, mundfyldende og med en nøje tøjlet styrke. Søde tanniner og god rosinfrugt gør denne vin til et oplagt valg for de Italiens-elskere, der normalt ville bruge husholdningsbudgettet på Amarone.

Ingen kommentarer: