Mitolo laver to vine baseret på shiraz. Den ene hedder GAM (298 kr.), den anden Savitar (365 kr.). Sidstnævnte er absolut den mest koncentrerede; den stammer fra et parcel, indrammet af træer, som konkurrerer med vinene om næringen, hvad der betyder mindre frugt, men også mere koncentreret frugt.
Vi smagte nogle årgange tilbage, og helt generelt blev man bekræftet i de to fordomme, man kunne have om sagen. Nemlig at vinene fra McLaren Vale er om muligt endnu mere umiddelbare og saftige end kollegerne fra Barossa, og at de yngre årgange smager bedst.GAM 2005 viste tanniner så modne, at de var lige til at tygge på som slik og en virkelig flot dybde. Det samme gjaldt årgang 2004, som kvalitetsmæssigt var på samme niveau, men nok lidt mere åben.Savitar er endnu større og en mere basset vine, så hvis man ikke kan få nok af det hele, så er det her, det sner. Igen ligger 2004 og 2005 tæt på hinanden i kvalitet med et lille nik til 2004. Det er vine, der sagtens kan holde, hvad smagningen af de ældre årgange viste; der er bare ingen grund til at lade dem ligge, for disse vine lever af deres massive frugt, som ikke fås lignende nogen andre steder i verden. Mitolo-vine må generelt siges at give virkelig værdi for pengene, især når man tager de almindeligt opskruede Barossa-priser i betragtning.TorbreckFra Torbreck anbefales hans Woodcutters Shiraz 2006 (149 kr.) meget varmt. Den er fed uden at være vulgær og bør drikkes let kølig (15 gr.); noter af peber ud over den massive frugt, nærmest som en nord-Rhône i en meget rig årgang. Den hvide pendant, Woodcutter Semilion, er tilsvarende frisk og ligetil, men når det gælder pris kontra kvalitet, vinder den røde klart.Et stort skridt op er The Juveniles 2005 (225 kr.), elskelig vin, ekstremt frugtig, umiddelbart domineret af syrah, bistrostil, og det er meningen: vinen er opkaldt efter en vinbar i Paris og nærmest blevet til som svar på en udfordring fra en flok frankofile vinnørder. Powell må siges at have en pointe her; vinen har al den friskhed, modenhed og samtidig umiddelbarhed, som kun de bedste vine fra f.eks. St. Joseph kan drømme om i gode år.The Steading 2003 (260 kr.) har også sit forbillede i Rhône; det er David Powells udgave af châteauneuf; tæt af en meget sødmefuld grenachefrugt, krydret, men ikke for bred og fed.Eller spring ud i The Descendant 2004 (780 kr.), for mig altid den mest franske af Torbrecks vine, meget côte-rotie-agtig med peber, flæsk, oliven, tæt kirsebær, stram med en god syre.Run Rig 2003, Torbrecks ubetingede topvin (1.425 kr.) stammer fra meget gamle stokke - nogle mere end 150 år gamle - hvad der naturligt nok betyder en helt enorm koncentration. Normalt ville en prestigevin som denne modne i nye fade, men Powell bruger kun 60 pct. nye, og det er en god beslutning. Trods den massive koncentration er vinen tilgængelig og helt suveræn også i balancen. Smagen, der er arketypisk shiraz, bliver ved og ved.Glaetzer i BarossaOgså Ben Glaetzer laver altså vin i Barossa i regi af hans vineri Heartland. F.eks. eksperimenterer han med den pudsige druekombination dolcetto/langrein, her fra Langhorne Creek 2005 (100 kr.); masser af frugt i en frisk, fyldig stil - ingen kompleks vin, men en velsmagende drik, der nydes bedst let afkølet.Directors Cut 2005, også fra Langhorne Creek (140 kr.), er aggressivt krydret, men ekstremt saftig og vidner om professionel brug af de amerikanske fade. Meget New World, især i forhold til Torbreck, og det gælder også topvinen Amon-Ra 2004 (600 kr.) fra Barossa Valley, der har noter af mynte, er frisk i frugten, men også en smule grøn, især i forhold til Godolphin 2005 (250 kr.), en shiraz med 20 pct. cabernet; bunden er tydelig shiraz; bær, mynte, peber, virkelig flot koncentration, og den bedste i Glaetzer-sættet fra Barossa.
Vi smagte nogle årgange tilbage, og helt generelt blev man bekræftet i de to fordomme, man kunne have om sagen. Nemlig at vinene fra McLaren Vale er om muligt endnu mere umiddelbare og saftige end kollegerne fra Barossa, og at de yngre årgange smager bedst.GAM 2005 viste tanniner så modne, at de var lige til at tygge på som slik og en virkelig flot dybde. Det samme gjaldt årgang 2004, som kvalitetsmæssigt var på samme niveau, men nok lidt mere åben.Savitar er endnu større og en mere basset vine, så hvis man ikke kan få nok af det hele, så er det her, det sner. Igen ligger 2004 og 2005 tæt på hinanden i kvalitet med et lille nik til 2004. Det er vine, der sagtens kan holde, hvad smagningen af de ældre årgange viste; der er bare ingen grund til at lade dem ligge, for disse vine lever af deres massive frugt, som ikke fås lignende nogen andre steder i verden. Mitolo-vine må generelt siges at give virkelig værdi for pengene, især når man tager de almindeligt opskruede Barossa-priser i betragtning.TorbreckFra Torbreck anbefales hans Woodcutters Shiraz 2006 (149 kr.) meget varmt. Den er fed uden at være vulgær og bør drikkes let kølig (15 gr.); noter af peber ud over den massive frugt, nærmest som en nord-Rhône i en meget rig årgang. Den hvide pendant, Woodcutter Semilion, er tilsvarende frisk og ligetil, men når det gælder pris kontra kvalitet, vinder den røde klart.Et stort skridt op er The Juveniles 2005 (225 kr.), elskelig vin, ekstremt frugtig, umiddelbart domineret af syrah, bistrostil, og det er meningen: vinen er opkaldt efter en vinbar i Paris og nærmest blevet til som svar på en udfordring fra en flok frankofile vinnørder. Powell må siges at have en pointe her; vinen har al den friskhed, modenhed og samtidig umiddelbarhed, som kun de bedste vine fra f.eks. St. Joseph kan drømme om i gode år.The Steading 2003 (260 kr.) har også sit forbillede i Rhône; det er David Powells udgave af châteauneuf; tæt af en meget sødmefuld grenachefrugt, krydret, men ikke for bred og fed.Eller spring ud i The Descendant 2004 (780 kr.), for mig altid den mest franske af Torbrecks vine, meget côte-rotie-agtig med peber, flæsk, oliven, tæt kirsebær, stram med en god syre.Run Rig 2003, Torbrecks ubetingede topvin (1.425 kr.) stammer fra meget gamle stokke - nogle mere end 150 år gamle - hvad der naturligt nok betyder en helt enorm koncentration. Normalt ville en prestigevin som denne modne i nye fade, men Powell bruger kun 60 pct. nye, og det er en god beslutning. Trods den massive koncentration er vinen tilgængelig og helt suveræn også i balancen. Smagen, der er arketypisk shiraz, bliver ved og ved.Glaetzer i BarossaOgså Ben Glaetzer laver altså vin i Barossa i regi af hans vineri Heartland. F.eks. eksperimenterer han med den pudsige druekombination dolcetto/langrein, her fra Langhorne Creek 2005 (100 kr.); masser af frugt i en frisk, fyldig stil - ingen kompleks vin, men en velsmagende drik, der nydes bedst let afkølet.Directors Cut 2005, også fra Langhorne Creek (140 kr.), er aggressivt krydret, men ekstremt saftig og vidner om professionel brug af de amerikanske fade. Meget New World, især i forhold til Torbreck, og det gælder også topvinen Amon-Ra 2004 (600 kr.) fra Barossa Valley, der har noter af mynte, er frisk i frugten, men også en smule grøn, især i forhold til Godolphin 2005 (250 kr.), en shiraz med 20 pct. cabernet; bunden er tydelig shiraz; bær, mynte, peber, virkelig flot koncentration, og den bedste i Glaetzer-sættet fra Barossa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar